

Når danskere rejser sydpå med deres kæledyr, kan der følge mere med hjem end blot gode ferieminder. Flåter fra udlandet kan nemlig sætte sig fast på dyrene eller gemme sig i pels, tæpper, kurve og andet udstyr.
Vi har for nyligt modtaget et eksemplar af den brune husflåt, Rhipicephalus sanguineus, fra en dansk hundeejer, der netop var vendt hjem fra ferie i Spanien med sin hund. Selvom det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvor flåten stammer fra, er arten yderst sjælden i Danmark.
For at mindske risikoen for at få flåter med hjem anbefales det at:
Gennemgå kæledyrets pels, ører og poter grundigt
Vaske tæpper, kurve og rejseudstyr efter hjemkomst
Fjerne flåter hurtigt
Kontakte dyrlæge ved tegn på sygdom hos dyret
Finder du en flåt, der ser anderledes ud end normalt, vil vi meget gerne høre om det og eventuelt modtage flåten til nærmere undersøgelse. Tidlig opdagelse er vigtig for at kunne overvåge forekomsten af nye flåtarter i Danmark.
På billedet ses en sammenligning af forskellige flåter. Fra venstre ses:
Skovflåt han
Skovflåt hun
Brun husflåt han (Rhipicephalus sanguineus)