This page needs JavaScript enabled to workPlease enable JavaScript in your browser.

Hjælp os med at indsamle skovflåter!

Vi fortsætter succesen fra 2023 og indbyder til at I også indsender flåter til os i 2024. Som en del af vores forskning på RUC, indsamler vi skovflåter fra naturen og dyr, f.eks. hund og kat, for at kunne undersøge forekomsten af sygdomme i dem. Det er vigtigt at undersøge skovflåter fra hele Danmark. Vi har derfor startet et citizen-science projekt, hvor du kan hjælpe ved at indsende de skovflåter du finder til os på Roskilde Universitet.

Vi kan bruge alle skovflåter, levende som døde, hvis de har bidt eller ikke bidt, både fra dyr og mennesker (også selvom dyret er behandlet med flåtmiddel).

Der er forskellige måder at indsende på, som afhænger af skovflåtens størrelse.

Store blodfyldte levende skovflåter (se billede) skal vi gerne have frem i live. Derfor foreslår vi at lægge dem i en lille beholder hvor der kan laves huller til luft Det kan for eksempel være i et skruelåg fra en sodavand. (se billede). Læg skovflåten i låget og tape åbningen til. Husk at prikke et par huller i tapen, så der kan komme luft ind.

ab099e5b.png

Små skovflåter kan puttes i en lynlåspose eller forsigtigt tapes fast til et stykke papir (se billeder). Det er ligegyldigt om de er levende eller døde (dog ikke mast i stykker), om de har bidt eller bare kravlede rundt.

03f9aa36.png

Skovflåter indsamlet fra naturen

Ved at trække et stort stykke stof hen over græs, skovbund eller små buske (se billede) kan man nemt indsamle kravlende skovflåter. Skovflåterne sætter sig fast på stoffet og kan derefter pilles af med en fnugrulle eller et stykke kontortape (tape med for meget lim er ikke egnet, da vi så ikke kan få flåten af). Sæt derefter tapen med skovflåten/skovflåterne fast på et stykke papir (se ovenfor).

95c5c5b5.png

54e6796d.jpg

Samler man ind flere gange over en længere periode kan flåterne gemmes i fryseren, så man kan sende dem ind samlet.

Alle flåter sendes i en almindelig kuvert ilagt en seddel med information om dato for indsamling, lokation, om den var kravlende eller fra bid - hvis bid var det på menneske eller hvilket dyr. Skulle noget af informationen være ukendt vil vi stadig meget gerne modtage flåten. Flåterne må samtidigt meget gerne registreres her på hjemmesiden.

Tak for hjælpen!

Kuverten sendes til:

Roskilde Universitet

Universitetsvej 1, bygning 28

4000 Roskilde

Att: Karen A. Krogfelt

Spørgsmål kan rettes til flaat-info@ruc.dk