I 2009 opdagede amerikanske forskere en ny og potentielt dødelig allergi overfor et kulhydrat i rødt kød. De allergiske reaktioner karakteriseres ved nældefeber og sjældnere allergisk chok, som finder sted nogle timer efter indtagelse af oksekød, svinekød eller lam. Det specielle ved disse reaktioner er netop at der går flere timer og at det derfor kan være svært at finde ud hvad der udløser allergien.
Forekomsten af kødallergi i Danmark er ukendt, men et stigende antal tilfælde rapporteres. Mennesker sensibiliseres (gøres allergiske) gennem skovflåtbid og det forventes derfor at forekomsten af kødallergi kan stige pga. den markante stigning i rådyrbestanden, som er skovflåtens vigtigste reservoir.
Et nyt projekt har blodprøve-screenet patienter henvist til henholdsvis en hud-afdeling og en privat allergiklinik, pga. nældefeber. Resultaterne viste, at når man screenede på denne måde, så fandt man faktisk nogle patienter med kødallergi, som næppe ville være blevet ”opdaget”. Der skal dog screenes en del patienter. Der skulle nemlig screenes 46 patienter i den private allergiklinik og 141 på hudafdelingen, for at finde én patient med klinisk relevant kødallergi. Studie kan findes her: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36286530/
Formålet med projektet er at måle forekomsten, udviklingen i forekomst over tid og risikofaktorerne for kødallergi i Danmark. Projektets mål er at skaffe viden om, hvem der er i risiko for kødallergi både blandt patientgrupper og i den generelle befolkning med henblik på at forbedre diagnose og behandling. Det er et toårigt projekt støttet af Det Fri Forskningsråd og som skal udføres på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.
Mere om kødallergi: https://videnskab.dk/krop-sundhed/allergi-overfor-koed-en-historie-om-et-sukkermolekyle-evolution-og-en-lille-flaat
Skrevet af: Katja B. Holst og Allan Linneberg